Der er ikke modtaget nogle værdier, har ikke været nogle forudgående aftaler om omtale eller andet der kan kategoriseres som reklame for omtalte firmaer. Produkter nævnes kun for at dele erfaringen med det pågældende produkt. Alle informationer i denne artikel er for erfaringsudveksling, det er ikke at sidestille med professionel rådgivning.
Udgravning under fundament, er både hårdt, tidskrævende og indebære en vis risiko for sætningsskader. Vi benyttede et jord og betonfirma som rådgiver, til hvordan vi selv kunne udføre dette arbejde. Vurderingen var at undergrunden bestod af 99% gult ler, og der var så godt som ingen risiko for sammenskred eller sætningsskader, ved udgravning af 1 meter af gangen.

Men hensyn til risiko, forsikring og sætningsskader, har jeg skrevet om dette emne i denne artikel. Håndværkere har ikke nogen magisk forsikring der ville dække i tilfælde af sætningsskader. Ansvaret er alene dit, som bygherre der har inviteret en håndværker til at arbejde på dit hus!
Hobbyrummet er ca. 23 kvadratmeter, som svarer til 11 meter i ydre omkreds af fundamentet. Der er også 2 meter lavt fundament på en indvendig væg. Vi indhentede tilbud fra murer- / entreprenørfirma: 300.000 kr for udgravning og understøbning af 14 meter fundament/væg. Så mange penge havde vi ikke, til så begrænset en del af renoveringen. Vi besluttede os for at gøre det selv.
Vi indkøbte materialer til understøbning af fundament, for hele kælderen på en gang. Der kan også roligt afsættes 10% materialespild. Det er sjovere at have et ½ ton støbemix i overskud bagefter, end at mangle 1 ton støbemix imens man arbejder!
Specifikt til understøbning af kælderrummet blev der ca. brugt:
- 7-8 ton 0-8 mm støbemix
- 1,4 ton, 55 sække af 25 kg, cement
- 8 rionet 6x2150x2500 mm
- 8 ribbet 12 mm kamstål af 6 meter
- 6 plader 21 mm tagkrydsfiner 1220×2440 mm
- 10 vægreglar 47×100 af 4,5 meter
- 8 skillerumslægter 38×57 mm af 2,4 meter
- 5 brædder 25×100 mm af 4,2 meter
- 1 kasse 62 mm karmskruer
- 2 kasser 132 mm karmskruer
- 4 tuber 2-komponent injektions cement
- 2 kasser 5,0×60 mm spunskruer
- 10 dåser byggeskum
Der var i alt materialer for 19600 kr. Købt på samlet tilbud fra samme trælast. Derudover blev der købt et par billige mejselhammer for 750 kr. stykket, en stavvibrator til 700 kr. og lånt en gammel tvangsblander for 500 kr.
Tidsforbruget er opsummeret på 1 meter støbt fundament. Virkeligheden er at der er brugt 1-2 timer om dagen, i den periode. Arbejdet er meget hårdt og dagligdagen skal passes ved siden af, så når man sjældent mere arbejde hver dag.
Nedbryde inkluderer at hugge ud, grave og rense. Støbe inkluderer at bære materialer ned, lave armeringsjern, bygge støbeform, støbe og fjerne støbeform. Fundament angives som høj eller lav, om det er med væg eller kun under gulv.
Total tid brugt på nedbrydning, fjerne affald og støbe nyt fundament på 14 meter: ca. 199 timer. Der kan sikkert lægges flere timer til, som er misset i regnskabet eller spildtid. Helt sikkert er det ihvertfald at et firma ville skulle bruge flere for at kunne overholde overenskomstmæssige pauser osv. Hvilket er helt fair. Man betaler dybest set for at folk slider sig selv ihjel, når det er den slags udgravning i en kælder, med dårlige adgangsforhold.
| Dato | Nedbryde | Løfte op | Fragte væk | Støbe | Fundament |
| Uge 6-11 2023 | 12,5 timer | 4 timer | 1 time | 9 timer | 1 meter høj (25 t per m) |
| Uge 11-14 2023 | 13 timer | 4 timer | 1 time | 16 timer | 2 meter høj (20 t per m) |
| Uge 14-21 2023 | 12 timer | 2,5 timer | 1 time | 19 timer | 2 meter høj (18 t per m) |
| Uge 21-23 2023 | 6 timer | 2 timer | 0 timer | 9 timer | 1 meter høj (17 t per m) |
| Uge 25-26 2023 | 6 timer | 2 timer | 0 timer | 9 timer | 1 meter høj (17 t per m) |
| Uge 27-33 2023 | 8 timer | 1 time | 2 timer | 15 timer | 1 meter høj (19 t per m) 1 meter lav (6,5 t per m) |
| Uge 33-36 2023 | 6 timer | 2 timer | 0 timer | 10 timer | 1 meter høj (14 t per m) 1 meter lav (7 t per m) |
| Uge 38-40 2023 | 7 timer | 1 time | 1 time | 10 timer | 1 meter høj (14 t per m) 1 meter lav (5 t per m) |
| Uge 40-42 2023 | 2 timer | 0,25 timer | 0,25 timer | 4,5 timer | 1 meter lav (7 t per m) |
Nedbrydning og Rensning af Eksisterende Murværk og Udgravning
Med huggede prøvehuller rundt i alle vægge, blev det konstateret at understøtningen var lavet med 3 skifter mursten og toppet af med mørtel. Nedbrydning af eksisterende murværk skete med en mindre håndholdt mejselhammer. En sten af gangen, blev de løsnet ved at smadrer mørtel, eller hugge stenen over på midten. Vi forsøgte også med en stor opbrydningsmejsel, sådan en stor en på 15 kg, men den ødelagde mere af det bagvedliggende murværk og var tung/svær at styre.


Vi rensede et skifte mursten ned, som med mørtel mellem, gav ca. 15 cm plads til en ny vandtæt betonvæg og så beholde det resterende eksisterende fundament af to skifter mursten, som er på mindst 25 cm tykkelse.


Punktvis understøbning er en metode, hvor der kan udgraves 1 meter under fundamentet, og der er 2 meter til hver af siderne, til næste 1 meter der kan understøbes på samme tid. Dette er for at sikre stabiliteten af huset under ombygningen. Et murer- eller jord- og betonfirma ville kunne foretage sådanne understøbninger hver anden dag, så teoretisk kan de færdiggøre det på 6 arbejdsdage.
Som privat der selv udføre arbejdet, er realiteten nærmere at man graver og støber maksimalt 2 punkter af gangen. Det kunne sikkert sagtens lade sig gøre at grave hver 3. meter ud og lave det hele samlet, det havde jeg bare ikke lyst til. Jeg ville hellere hurtigst muligt have reetableret fundamentet, end at have huset “svævende” i flere uger mellem støbning. At lave 3 store støbninger i en arbejdsgang er også ekstremt hårdt. Det originale fundament skal holdes fugtigt, den underlæggende jord skal holdes så intakt og stabil som muligt, for at den ikke risikere at miste sin bæreevne.
Udgravning foregår med at løsne den hårde jord / ler med mejselhammer. Resten stikkes ud med spade. Finudgravning og formning af støbehullet er med en børneskovl og lille mureske.

Det originale fundament renses grundigt med skovl for jord, mejselhammer for at komme ind til rent beton og eventuelt stålbørster af forskellige typer for at rense alle urenheder væk. De fleste håndværkere vil aldrig rense så rent, da det tager lang tid, men det giver det absolut bedste og tætteste resultar i samlingen af 2 støbninger.

Spejl og stålbørste bruges til at kontrollere om originalt fundament er renset godt nok.
Armeringsjern
Rionet og kamstål skal overholde europanormen DS/EN 10080, dette vil være angivet ved varerne ved de forskellige byggemarkeder. Stålets brudstyrke kan også være opgivet i MPa, ofte angivet som B500, B550 eller andre kombinationer hvor den mest gængse brudstyrke mellem 500 til 550 MPa indgår.
Mængden af armering der skal benyttes, afhænger af konstruktionstypen, der kan findes en god oversigt over de forskellige typer konstruktioner og hvilken dimensioner armering der skal benyttes: https://staalhandlen.dk/2025/05/14/guide-til-stoebning-af-gulv-og-valg-af-armeringsnet/
Til dette almindelige husfundament har vi benyttet 2 lag armering. Ved at bukke Ø6 mm rionet med 15×15 cm masker, til et U. Inden i denne U “kasse”, armeres på tværs og op med 2 gange 12 mm kamstål. Der laves altid ca. 30 cm overlap, ind i rionet, med kamstål, da det ikke altid kan lade sig gøre at skabe nok overlap med rionet.

Der bankes 2 stykker 12 mm kamstål ind i både højre og venstre side.

Til væggen er der brugt 2 stykker rionet, som bankes eller bores ind i tilstødende jord/støbning, og på midten har 15 cm overlap.

Overlap laves enten på midten eller med stikkere ud i de gamle fuger. De ses på senere billeder og hvor der så bores nyt jern ind ved siden af, for at få de 15 cm overlap.

Rionet og kamstål fastgøres til eksisterende eller ny beton med injektionsbeton eller kemisk beton. Det er noget 2-komponent snask som virkelig kan holde ting sammen.



Der skal bruges godt med indborede stykker og bindetråd, for at sikre at jernet bliver holdt på sin plads under støbningen og vibreringen.
Punktfundamenter
For at sikre de længste ydervægge, mod at blive presset ind i rummet af det udvendige jordtryk, etablerede vi 2 punktfundamenter per meter med en dybde på 50 cm.

Punktstøtten kan laves dagen før støbning.

Det er udelukkende for ekstra sikkerhed at disse blev lavet, der var ikke noget som professionelle håndværkere ville have lavet. Medmindre en statisk beregning havde vist det nødvendigt, men alt kører efter “sådan plejer vi at gøre” eller “det har vi aldrig set nogle problemer med”.
Støbeforme
Støbeforme er bygget af 21 mm krydsfiner, afstivet med 45×95 høvlede lægter. Støbeformene kan bruges 2-3 gange, førend cementen ødelægger træets struktur og det begynder at hænge fast i betonen. Støbeforme kan smøres med almindelig solsikkeolie, for at de lettere slipper, det anbefales dog kun på fundament som skal være under jord eller ikke på anden måde skal vedhæftes andre bygningsdele. Oliefilmen kan gøre det svært at pudse en væg op eller lime radonspærre fast.


Vi byggede støbeformene til at gå 10-15 cm over støbeskellet mellem gammel og nyt fundament. Vi benyttede os af én støbegang, ingen brug af ekspanderende beton.


Vibrator er klargjort ved at kunne hænge på et søm over støbningen. Husk at kontrollere om vibratorhovedet kan komme nogenlunde frit ud af støbeformen.

Tætning af forme, ved uens overflader, blev lavet med lister, brædder, reglar og byggeskum. Eneste fornuftige sted at bruge byggeskum i et hus, som midlertidig tætning ved støbning. Sørg for at rense alt byggeskum væk før sammenstøbning.

Understøbning af fundament
Du kan med fordel finde god information i Betonhåndbogen. Som der nærmest står på side 1, “Alt beton er tæt mellem revnerne“. En anden måde at sige på, beton vil revne med tiden. Det er blot et spørgsmål om hvor mange timer man bruger på at være grundig, hvor mange penge man bruger på gode materialer, hvor store de revner så bliver og om du kan styre hvor de forekommer.
Efter råd fra jord- og betonfirmaet, benyttede vi os af Aalborg Rapid cement. Aalborg har en udmærket forbrugsberegner på deres hjemmeside: https://www.aalborgportland.dk/beregner/

Brug latex handsker, under arbejdshandskerne, for at beskytte din hud imod det basiske cement. Brug briller, høreværn og åndedrætsværn ved arbejde som kræver det.
Støbemix, cement og vand skal holdes frostfri, det anbefales ikke at blande beton ved temperaturer under +5 grader Celsius. Materialer der har stået udenfor, kan sagtens være koldere end luften. Der kan f.eks. benyttes varmt vand, til at blande op med den kolde støbemix, for at hæve temperaturen. Opbevar cementsække indendørs, for både at holde dem varme, men også beskytte mod fugt. Vi oplevede en enkelt gang at der midt i en sæk støbemix var isdannelse, og måtte skrotte en blanding beton som havde iskrystaller i sig. Herefter benyttede vi meget varmt vand til at blande med. Støbning om vinteren er ikke bare lige, sammenlignet med sommeren.
En betonblanding der hærder, kan komme op på at stige 40-45 grader Celsius i temperatur. Vi oplevede ikke noget så drastisk, da der er forholdsvis stor afkøling af støbningen i en kælderjord.
Vibrering er en meget vigtig del af at støbe. Beton opfører sig som væske, når det vibreres og kan derved fås til at flyde ud i alle sprækker, revner og samlinger. En stavvibrator med 2 meter slange kunne i 2022-2024 købes til under 1000 kr. og er i min verden obligatorisk. En mejselhammer på støbeformen eller rystepudser kan på ingen måde flytte en beton, som en stavvibrator nede i den flydende beton kan. Vibrering direkte på støbeformen skaber også en unødvendig risiko for at formen river sig løs.
Presset på støbeformen fra en flydende / våd beton, specielt når den vibreres, er meget stor. Beton har en densitet på 2400 kg/m3 og nedad vil den trykke med sin densitet gange tyngdeaccelerationen gange højden på støbningen. I flydende form vil trykket ud til siden være lige så stort som trykket nedad. Trykket er naturligvis, efter formlen, størt for neden i støbningen.
Karmskruer benyttes til at fæstne støbeformen mon eksisterende væg. 6 til 9 skråstivere fæstnes mellem støbeform og gulv. Fra gulvet og nederst på støbeformen, kan vandrette stykke træ skrues i gulvet, for at støtte mod nederste del af formen. Under gulvhøjde kan gamle mursten bankes i klemme, mellem støbeform og jord.
billede: afstivninger også med soldater der ligger ned.
Forberedelse før støbning
Alle materialer skal afmåles og placeres i nærheden af arbejdsstedet, for at lempe den hårde arbejdsbyrde det er at støbe beton i hånden.

Byg platforme, trapper eller stillads for at komme til en god arbejdshøjde. Undgå stiger og løft over hovedhøjde. Løft fra gulv til bryst med 12 L spande, vejer ca. 25 kg stykket.

Du skal have drikkelse, med sukker eller andre hurtigere energikilder som snacks klar. Det kræver rigtig meget energi at støbe og man sveder rigtig meget. Bananer og snacks med salt kan også hjælpe rigtig meget på at holde salt balancen ved kraftig sved og stort væske indtag. 1 til 2 øl kan fungerer rigtig godt, som energi, væske og en smule dulmende muskelafslappende effekt, men det skal være med respekt for at der kan arbejdes sikkert!
Alle overflader skal vandes godt med forstøver. Alle overflader skal være fugtet godt igennem, for at stærkt sugende overflader som mursten, gammelt beton og puds, ikke suger vandet ud af betonen før den hærder.

Støbning af fundament
Forberedelse og oprydning tager næsten samme tid, uanset om der skal støbes 1, 2 eller 3 støbninger. Jeg foretrækker 2 store støbninger eller 3 små støbning af gangen. Støbning af 1 meter væg og fundament, krævede ca. 800 kg materialer, som skal løftes 2 gange. Op i tvangsblanderen og op i støbeformen. Så ved 2 af mine store støbninger, skal du være forberedt på at løfte samlet set 3200 kg.

Husk korrekte løfteteknikker og stillinger. Løft med benene. Ret ryg. Spænd i maven.
Når støbningen er færdig, kan det godt betale sig at bruge en murerske eller gammel sav til at “skære” støbetragten fri fra væggen. Blot ved at lave en rille, som flyder sammen igen, er der svækket nok til at støbetuden nemt kan knækkes af med mejselhammeren.

Færdig understøbning af fundament
Det er svært at skabe helt plane overflader, når der støbes 1 meter af gangen, kommer der naturligt noget overlap. Det er ikke et problem, det kan let udjævnes en smule med mejselhammeren. Der skal blot være jævnt nok til at fastgøre radonspærre med lim. Den senere vægopbygning med fliser, der vil væggen blive pudset først.
De færdige fundamenter stod frie i flere måneder, på grund af arbejdets hastighed. Derved kunne beton tørre ordentligt ud og eventuelle revner og sætninger kunne ses. Der har ikke været en eneste revne at spore. Grundigt arbejde, med fokus på renvaskede støbeskel / overflader, giver et godt resultat.
Vi fjernede støbeformene efter 48 timer, sprøjtede overfladerne med vand og dækkede dem til med plastik. Henover de næste par dage sprøjtede vi vand på dem dagligt, for at forhindre spændinger fra uens hærdning i overflade/midte.

Nogle støbeforme sidder så godt fast, at de kommer af som splinter og pindebrænde.

Det er fordel at støbeforme er bygget til at kunne skilles ad igen, tænk over det!



Flotte resultater!


Og helt lige og plane. Der skal bare massere af afstivning og solid støbeform til!


Timelapse af understøbning af fundament
Her er en lille video med arbejdets fremgang, filmet som timelapse over lang tid.

Be First to Comment